Selve udstillingsstedet Manege er flot, stort og imponerende. Lige ved siden af Isak katedralen og kun ganske kort fra Vinterpaladset og Eremitagen.

Da vi kom, var man stadig ikke færdige med den modernisering af bygningen som allerede havde forsinket åbningen af udstillingen en uges tid. Men nu var det 2 dage før ferniseringen og mens vi byggede vores installation op var man stadig igang med at sætte nye radiatore og varmerør op. Det betød at der ind imellem var en grim lugt fra brug af vinkelslibere og svejseapparater, og at der var meget larm.
Det var vel bare en forsinkelse, noget der altid kan ske.

Udstillingen blev bygget op på midlertidige vægge. Vi var så heldige at få nogle nye og hvide vægge, men i underetagen var det gamle tunge hessianbeklædte vægge. Nogle af dem så store og med så store metalfødder at de værker der blev sat op på dem måtte hænge allernederst for at være i nogenlunde øjenhøjde. En schweitzisk kunstner, som havde det største rum, havde sine meget formelle og stringente værker hængende i billige snore på de her kæmpe hessianvægge. Det så højst besynderligt ud. Han fortalte selv hvor mange euro han havde brugt på transport og forsikring, et stort beløb, og hvis han syntes at det var tilfredsstillende at se værkerne på denne måde skjulte han det godt.

Dagen før ferniseringen fik vi at vide hvad tid udstillingen åbnede og at der skulle være en pressekonference 2 timer før. Samtidig fik vi at vide at det var en go ide hvis vi var der hele dagen.
Så vi dukkede forholdsvis tidligt op. Selvom vi godt vidste at tidligt i rusland ikke er det samme som hjemme. Vi havde den første dag stormet afsted for at være på Manege kl 10, men der skete intet der før kl 12. Det samme skete nu igen. Ingenting. Så vi gik en tur og kom tilbage på det tidspunkt hvor der skulle være pressekonference. Men nu viste det sig at pressekonferencen ikke var noget vi skulle være med til. Alle de udenlandske kunstnere stod og kiggede på og havde ikke fået nærmere instrukser om hvad de skulle foretage sig. De fleste utilfredse med informationsniveauet. Hvad sker der? Hvornår sker det? Og hvad skal vi foretage os?
Det viste sig så også at da pressekonferencen var slut gik ferniseringen igang. Og vi måtte skynde os at være klar til at vise vores udstilling til pressen. Nu gled det langsom over i at publikum kom ind og vi stormede rundt et par timer, indtil udstillingen lukkede. Der havde ikke været hverken drinks eller pindemadder, der havde ikke været en officiel åbning, og der havde ikke været en tak fra arrangørerne for at vi havde rejst til skt. Petersborg, brugt dagevis af arbejde og bunker af penge på at udstille. Vi var ret frustrerede, alt sammen kan man leve med bortset fra at der ikke kom en eneste anerkendelse fra udstillingsarrangørerne, og at der ikke var nogen form for information om hvordan og hvad der skulle ske. Det kan godt være russerne gør tingene på en anden måde end vi gør men det er bare ikke sjovt at blive behandlet sådan.

Ellers havde vi nogle gode og spændende dage i skt. Petersborg og det kunne være sjovt at komme derover igen, bare ikke at udstille på Manege!

Venlig hilsen Kurt Nielsen, Taastrup kunstforening